Bobby Fischer

Et ensomt barn over for et uendeligt spil

Robert James Fischer bliver født den 9. marts 1943 i Brooklyn i New York. Hans mor, Regina Wender, opfostrer alene sine to børn i en beskeden lejlighed. Bobby opdager skak som 6-årig takket være et spil, der er købt i en købmandsforretning. Det, der begynder som en ensom tidsfordriv, bliver hurtigt til en altopslugende besættelse, den eneste ting, der tæller.

Som 8-årig melder han sig ind i Brooklyn Chess Club. De voksne medlemmer indser snart, at de står over for et usædvanligt fænomen. Som 13-årig spiller Bobby Fischer "århundredets parti" — ikke den berømte match fra 1972, men et parti mod Donald Byrne ved Lessing J. Rosenwald Trophy Tournament i 1956. Den blændende sejr, hvor et barn ofrer sin dronning over for en anerkendt mester, spredes i skakverdenen som en åbenbaring.

Opstigningen mod toppen (1958–1971)

I 1960'erne etablerer Fischer sig gradvist som vestens bedste spiller, mens han støder ind i den sovjetiske maskine. USSR producerer mestre i samlebånd — Tal, Petrosjan, Spasskij, Keres — støttet af et statsligt system, forberedt på holdbasis og trænet af teoretikere på højt niveau. Fischer arbejder derimod alene i sin lejlighed, analyserer hele nætter og udvikler sin egen stil: universel, præcis, ubarmhjertig.

Hans forhold til de internationale turneringer er anstrengt. Han stiller særlige krav, kritiserer arrangørerne og trækker sig fra turneringer midt i forløbet. Mange ser en umulig person i ham. Andre ser en perfektionist, der nægter at spille under forhold, som er hans niveau uværdige.

"Jeg er den største skakspiller, der nogensinde har levet." — udtalelse tillagt Bobby Fischer, 1960'erne

I 1971, i kandidatmatcherne til VM-titlen, leverer Fischer præstationer, der trodser forståelsen. Han slår Mark Tajmanov 6–0 og derefter Bent Larsen 6–0 — to perfekte matcher uden at afgive et eneste parti til topmodstandere. Mod Petrosjan vinder han 6,5–2,5. Disse resultater er aldrig blevet gentaget i skakhistoriens højeste rækker.

Reykjavik 1972: århundredets match

Sommeren 1972, Reykjavik, Island. Bobby Fischer møder Boris Spasskij, den regerende verdensmester, om den ypperste titel. Den geopolitiske kontekst er Den Kolde Krig på sit højdepunkt. Amerikanerne ser matchen som en symbolsk kamp mod kommunismen. Sovjetterne har ikke råd til at tabe.

• Parti 1: Fischer taber på en sen fejl i et tilsyneladende remis-slutspil. Han nægter at spille parti 2 på grund af uenighed om filmoptagelserne. Spasskij tildeles sejren uden kamp. Fischer er bagud 0–2.
• Parti 3: Fischer beder om at spille i et sidelokale. Med sort, i et Benoni-forsvar, opnår han sin første sejr nogensinde over Spasskij.
• Parti 6: Regnes for et af det 20. århundredes smukkeste partier. Fischer, der altid har været tro mod 1.e4, åbner med 1.c4 og vinder i en afslået dronninggambit en positionel sejr så smuk, at Spasskij selv applauderer.
• Parti 21: Spasskij, slået og ude af stand til at modstå det psykologiske og skakmæssige pres, opgiver pr. telefon. Fischer bliver verdensmester.

Spøgelsesmesteren: 1972–1992

Efter Reykjavik spiller Fischer ikke længere officielle turneringer. Anatoly Karpov venter forgæves på sin modstander til titelmatchen i 1975. Fischer stiller ekstravagante betingelser til FIDE — en match til 10 sejre uden begrænsning på antallet af partier, hvor den regerende mester beholder titlen ved stillingen 9–9. FIDE accepterer de 10 sejre, men afviser 9–9-klausulen. Fischer melder afbud, og titlen tildeles Karpov uden kamp.

Spørgsmålet om, hvorvidt Fischer ville have slået Karpov, er fortsat en af skakverdenens store debatter. I 1975 var Fischer sandsynligvis på toppen af sin kunnen. Karpov, en ekstraordinær positionsspiller, havde endnu ikke udviklet den dybde, der skulle gøre ham til mester i ti år. Eksperterne er stadig delte.

I tyve år forsvinder Fischer næsten helt fra offentligheden. Han lever halvt i skjul, i Los Angeles og senere andre steder, og dyrker stadig mere foruroligende konspirationsteorier, herunder voldsomme antisemitiske udtalelser, der for altid skal plette hans ry på trods af den universelle beundring for hans talent.

Den usandsynlige comeback: 1992, Jugoslavien

I 1992 accepterer Fischer en revanchematch mod Spasskij for 5 millioner dollars, arrangeret i Jugoslavien under FN's embargo. Det amerikanske udenrigsministerium forbyder ham at spille under trussel om retsforfølgelse. Fischer holder en pressekonference, trækker et officielt dokument fra den amerikanske regering frem og spytter på det foran kameraerne. Det er hans svar.

Han slår Spasskij med 10 sejre mod 5 (17,5–12,5). Partierne bekræfter, at Fischer trods tyve års officiel inaktivitet stadig er en spiller på et exceptionelt niveau. Men efter denne match bliver han flygtning fra amerikansk retsvæsen. Han slår sig ned efter hinanden på Filippinerne, i Japan, hvor han bliver anholdt i 2004 for et ugyldigt pas, og derefter på Island, som giver ham statsborgerskab.

Spørgsmålet om geni og vanvid

Bobby Fischer døde den 17. januar 2008 i Reykjavik, 64 år gammel, af nyresvigt. Han afviste enhver lægebehandling indtil det sidste øjeblik.

Hans skakmæssige eftermæle er ubestrideligt. Hans analyser, hans åbningsnyskabelser og hans universelle stil, der kombinerede sovjetisk taktisk præcision med en helt og holdent amerikansk kreativitet, har påvirket alle efterfølgende generationer. Selv Kasparov anerkender Fischer som den absolutte målestok.

Men Fischer forbliver en tragisk skikkelse, fortæret af sine indre dæmoner. Hans niveau i 1971–1972 repræsenterer måske det højeste punkt, et menneske nogensinde har nået i dette spil. Ingen anden spiller i historien — ikke engang Kasparov på sit højdepunkt — har leveret så dominerende præstationer over så kort en periode.

Fischers tidslinje

Vil du udforske de store mestre videre, kan du læse biografien om Garry Kasparov, der har studeret Fischer mere end nogen anden, eller dykke ned i historien om Skak960, den sene opfindelse, der vidner om en intelligens, som stadig var intakt.