The Queen's Gambit

Et globalt kulturelt fænomen

Da Netflix udsender The Queen's Gambit i oktober 2020, midt under den globale nedlukning, forudser ingen bølgens størrelse. På 28 dage ses serien af 62 millioner husstande verden over — en rekord for en miniserie. Den bliver dengang den mest sete manuskriptbaserede miniserie i platformens historie.

Indflydelsen på den virkelige skakverden er øjeblikkelig og målbar. Salget af skaksæt eksploderer med 87 % i USA. Chess.com registrerer millioner af nye medlemmer. YouTube-tutorials om åbninger får hundredtusinder af visninger. En generation, der kun kendte skak på afstand, genopdager kongernes spil gennem en romanheltindes øjne.

Beth Harmon: fiktiv figur, virkelige inspirationer

Beth Harmon, den rødhårede heltinde med de grønblå øjne, spillet af Anya Taylor-Joy, er en fiktiv figur fra romanen af samme navn af Walter Tevis, udgivet i 1983. Tevis, selv amatørskakspiller, byggede Beth op ud fra flere påvirkninger: Bobby Fischer for det ensomme geni og den lynhurtige stigning, Vera Menchik for kønsdimensionen (den første kvindelige verdensmester, fra 1927 til sin død i 1944) og hans eget liv som alkoholiker i bedring for afhængighedsdimensionen.

Partiernes autenticitet: konsulenternes arbejde

Serien nød godt af rådgivning fra Garry Kasparov og Bruce Pandolfini, en berømt amerikansk træner. Deres opgave var todelt: at gøre partierne autentisk troværdige for kenderne og visuelt dramatiske for nybegyndere.

De fleste stillinger, der vises på skærmen, er virkelige og spilbare. Flere af seriens partier er direkte inspireret af virkelige historiske partier. Slutpartiet mod Vasily Borgov bygger i vid udstrækning på et virkeligt parti, Ivantjuk–Wolff (Biel, 1993), og Beth åbner med hvid der med dronninggambit, hvilket stemmer overens med højniveaupraksis i 1960'erne.

Kasparov har selv udtalt, at skakscenerne var de mest autentiske, han nogensinde havde set i en film eller serie, hvilket er en betydelig kompliment fra en af historiens største mestre.

Fremstillingen af Sovjetunionen

Serien skildrer USSR som en maskine til at producere mestre: spillere trænet på holdbasis, støttet af staten og med deling af deres analyser med hinanden i fælles interesse. Denne fremstilling er historisk præcis. Mellem 1948 og 1972 var alle verdensmestre i skak sovjetiske, og det kollektive forberedelsessystem var en institutionel realitet.

Det sidste afsnit, hvor de sovjetiske spillere slår sig sammen for at hjælpe Beth med at forberede hendes match mod Borgov, spiller på denne vendte virkelighed på en dramatisk effektiv måde. I det virkelige liv havde Fischer i 1962, efter kandidatturneringen på Curaçao, netop fordømt denne sovjetiske solidaritet som en form for organiseret snyd.

Indflydelsen på skaksalget

"The Queen's Gambit"-effekten på markedet for fysiske skaksæt har været spektakulær og varig. Også i Frankrig rapporterede sælgerne om en kraftig stigning i salget i 2020, som fortsatte i 2021. Butikker, der specialiserer sig i skak, som Le Palais des Echecs, oplevede en eksplosion i ordrer på æstetiske skaksæt af høj kvalitet, da kunderne ville genskabe seriens luksuriøse atmosfære.

Endnu mere markant: serien har fornyet interessen for smukke skaksæt i træ. Beth spiller på velplejede skakbrætter med smukke brikker — denne omhu for genstanden fandt genklang hos et publikum, der ville erhverve ikke blot et spil, men en værdifuld og prestigefyldt genstand.

Den rigtige dronninggambit: åbningen bag serien

Serien har bragt udtrykket "dronninggambit" ind i det almindelige ordforråd, men få seere ved, at denne dronninggambit er en rigtig åbning, en af historiens mest analyserede. Hvis du vil vide alt om den virkelige åbning bag seriens titel, kan du læse vores komplette artikel om dronninggambit som skakåbning.

Kort sagt: dronninggambit (1.d4 d5 2.c4) tilbyder en bonde på c4, som sort kan antage (antaget dronninggambit) eller afslå (afslået dronninggambit). Det er ikke et egentligt offer i de fleste varianter — hvid vinder let bonden tilbage — men den skaber spændte strukturer, hvor hvid udøver et varigt positionelt pres.

Hvad serien ikke lærer om skak

Trods sin relative autenticitet formidler serien nogle misforståelser om skak på højt niveau. Billedet af et ensomt geni, der lærer det hele alene, uden træner, på en tiendedel af den tid, andre bruger, svarer ikke til virkeligheden i udviklingen af nutidens store mestre. Moderne elitespillere arbejder med hele teams, bruger analysemotorer og studerer titusindvis af partier.

Dramatiseringen af partierne — hvor hvert træk er en visuel åbenbaring — undervurderer også den dybt hjernemæssige og usynlige side af de virkelige kampe på højt niveau, hvor timer går, uden at der ser ud til at ske noget på brættet, mens mentale arkitekturer af ekstraordinær kompleksitet opbygges i spillernes hoveder.

Seriens arv: en ny generation af spillere

Seks år efter udsendelsen er The Queen's Gambit fortsat en kulturel reference, man nævner, når talen falder på skak. Millioner af mennesker, der har set serien, har i det mindste forsøgt at lære spillet. Selv hvis kun en ubetydelig brøkdel er blevet faste spillere, er nettoindflydelsen på det globale samfund positiv og målbar.

For at uddybe din viden om den verden, der inspirerede serien, kan du dykke ned i skakkens store historie eller udforske biografien om Bobby Fischer, det ægte amerikanske geni, der dominerede sovjetterne, og hvis historie på mange måder ligner Beth Harmons.