Skakkens historie

Oprindelsen: chaturanga i oldtidens Indien

Skakkens oprindelse går tilbage til Indien i Gupta-perioden, sandsynligvis mellem det 4. og 6. århundrede efter vor tidsregning. Det oldgamle spil hedder chaturanga, et sanskritord, der betyder "hærens fire afdelinger": fodfolket (de senere bønder), rytteriet (de senere springere), elefanterne (de senere løbere) og krigsvognene (de senere tårne).

Chaturanga blev spillet på et bræt med 8x8 felter og indeholdt allerede det væsentlige af den moderne skaks struktur: to modstående hære, en konge, der skal fanges, og brikker med forskellige træk. Der var dog forskelle: nogle senere varianter blev spillet af fire spillere med terninger (chaturaji), og brikkerne havde let afvigende trækregler.

Overleveringen i Persien: chatrang og shatranj

Omkring det 6. århundrede når spillet til det sassanidiske Persien under navnet chatrang, som hurtigt blev til shatranj. Persien er det første land, hvor der findes skriftlige dokumenter om skak — især "Wizārišn ī čatrang" ("Forklaring af skak"), en tekst, der beskriver, hvordan spillet blev bragt fra Indien til kong Khosrau 1.s hof.

I Persien forfines spillet betydeligt. Matreglen fastlægges — kongen kan ikke slås, han skal bringes i en situation, hvor han uundgåeligt kan slås (mat kommer af shah mat, kongen er død på persisk). Spillets strategiske og hjernemæssige dimension, adskilt fra den rituelle krigeriske dimension, bliver tydeligere.

Den islamiske erobring og den arabiske udbredelse

Da de arabiske hære erobrer Persien i det 7. århundrede, overtager de shatranj og udbreder det i hele det islamiske imperium, fra Spanien til Centralasien. Spillet bliver en højt skattet kunst ved kalifhofferne; kaliferne Harun al-Rashid og al-Ma'mun var passionerede spillere. Arabiske teoretikere — al-Adli, al-Lajlaj, as-Suli — skriver de første strategiske afhandlinger om skak og analyserer stillinger og slutspil.

Den middelalderlige islamiske verden udvikler også "mansubat" — forhåndskomponerede skakproblemer (forløbere for moderne problemer) — og de første notationer af partier.

Ankomsten til middelalderens Europa

Skak kommer til Europa i det 9.–10. århundrede ad to veje: via det maurisk styrede Spanien (skakspillere i al-Andalus videregiver spillet til de kristne kongeriger i nord) og via Italien (kontakt med den byzantinske og arabiske middelhavsverden). I det 10. århundrede dukker skakbrikker op i klosterinventarer og kongelige hofkrøniker.

De europæiske middelalderbrikker bevarer længe den abstrakte islamiske ikonografi (de arabiske brikker havde af religiøse grunde ingen menneskelig afbildning), før de gradvist antager figurative former: kongen som en konge, dronningen som en dronning, springerne til hest.

Revolutionen i de moderne regler (1400-tallet)

Det afgørende vendepunkt i reglernes historie indtræffer i slutningen af 1400-tallet, sandsynligvis i Spanien eller Italien mellem 1470 og 1490. Flere grundlæggende ændringer forvandler middelalderspillet til den skak, vi kender:

• Dronningen: Den gamle brik "firz" eller "fers" (kongens rådgiver, som kun bevægede sig ét felt diagonalt) bliver til dronningen — spillets stærkeste brik, der kan bevæge sig i lige linje eller diagonalt over alle felter. Denne forvandling er revolutionerende.
• Løberen: Den gamle "alfil" (elefant) sprang kun to felter diagonalt. Den bliver til den moderne løber, der glider langs hele diagonalen.
• Bonden: Kan rykke to felter frem i sit første træk. En passant-slagning tilføjes som modvægt.
• Rokaden: Indføres for at fremskynde kongens udvikling mod en sikker stilling.

Disse ændringer fremskynder spillets tempo betydeligt og øger den taktiske kompleksitet eksponentielt. Spanien bliver den første store skakmagt i moderne tid: Ruy López de Segura udgiver i 1561 en af de første store afhandlinger om moderne skak med analyse af den åbning, der bærer hans navn.

De store mestre før den officielle titel

Før det første officielle verdensmesterskab i 1886 blev flere spillere anerkendt som verdens bedste i deres tid:

Philidor (1726–1795) var den første europæiske spiller, der blev universelt anerkendt som overlegen i forhold til alle sine samtidige. Han var franskmand og musikkomponist og skrev også en af de første store moderne afhandlinger om skak med sit berømte udsagn: "Bønderne er skakkens sjæl."

Paul Morphy (1837–1884), amerikaner fra New Orleans, dominerede verdensskakken i nogle glimrende år, før han mystisk trak sig tilbage. Hans partier, af en slående elegance og dybde for sin tid, studeres stadig i dag.

De officielle verdensmestres æra

I 1886 slår Wilhelm Steinitz Johannes Zukertort i det, der anerkendes som det første officielle verdensmesterskab. Steinitz bliver den første regerende verdensmester. Siden da har rækken af verdensmestre været sammenhængende (18 mestre til dato; her er de vigtigste):

Mester	År	Nationalitet
Wilhelm Steinitz	1886–1894	Østriger/amerikaner
Emanuel Lasker	1894–1921	Tysker
José Raúl Capablanca	1921–1927	Cubaner
Alexander Aljechin	1927–1935, 1937–1946	Russer/franskmand
Max Euwe	1935–1937	Hollænder
Mikhail Botvinnik	1948–1963 (med afbrydelser)	Sovjetisk
Bobby Fischer	1972–1975	Amerikaner
Garry Kasparov	1985–2000	Sovjetisk/russer
Magnus Carlsen	2013–2023	Nordmand
Gukesh D	2024–	Inder

For at uddybe din viden om de store mestre, der har skrevet denne historie, kan du læse portrætterne af Bobby Fischer og Garry Kasparov eller udforske den algebraiske notation, der gør det muligt at bevare partierne fra hele denne historie.